Bevar Bækkestien

Klimabroens linjeføring har fra dag 1 truet Bækkestiens eksistens - og fraværet af gode trafikale løsninger på Klimabroens nordlige side betyder, at Bækkestiens eksistens fortsat er truet, til trods for nylig gennemført fredning af de nederste ⅖ af Bækkestien.

Østbroen ønsker at bevare Bækkestien som en grøn oase, og vil fortsat arbejde for en fredning af hele Bækkestien.

Klimabroens linjeføring truer Bækkestien

Klimabroens linjeføring slår et sving, således at den firesporede vej fra Klimabroen ender “blindt” i et T-kryds på Udbyhøjvej, lige ved den sydlige ende af Bækkestien. En videreføring af vejen op igennem Bækkestien vil give forbindelse til både sygehuset og Ringboulevarden, hvilket rent trafikalt kunne være en oplagt løsning på den trafikale blindgyde, som Klimabroen skaber. 

Den mulige nedlæggelse af Bækkestien fremgår da også tydeligt flere gange i planlægningsmaterialet bag Klimabroen – se info om dette nedenfor i afsnittet “Dokumentation for at Bækkestien er truet”.

Bækkestien udgør dog en grøn oase, og en evt. nedlægning af det grønne område vil være meget upopulært blandt mange af byens borgere. 

Facebookgruppen Bevar Bækkestien blev oprettet pga. den trussel mod Bækkestiens fremtidige eksistens, som linjeføringen af Klimabroen tydeligt udgør – og fik i løbet af kort tid flere tusinde medlemmer, hvilket afspejler at bevarelse af Bækkestien er vigtigt for mange borgere. Se mere på Bevar Bækkestiens Facebook side.

På trods af den omfattende dokumentation, er problemstillingen omkring Bækkestien ofte forsøgt negligeret fra flere forskellige sider, og nogle har endog hævdet, at Bækkestien aldrig har været i fare pga. Klimabroen. 

Os bekendt har der ikke tidligere (altså før foreningen Bevar Bækkestien gjorde opmærksom på problemstillingen) været nogen reel modstand eller indsigelser fra diverse politiske partier overfor de bilag til referater fra byrådsmøder, som eksplicit nævner forlængelse op igennem Bækkestien som en mulighed. 

Hvorfor løser fredningen af det nederste af Bækkestien ikke problemet?

Efter at Bevar Bækkestien havde gjort problemstillingen politisk aktuel ved at tydeliggøre den folkelige opbakning til at bevare Bækkestien – og med et nært forestående KV21 – vedtog et enigt Randers Byråd d. 11-5-2021 under punkt 242 at rejse en fredningssag omkring Bækkestien.

Randers Byråd vedtog under punkt 79 på byrådsmødet d. 27/3-2023 at indstille til Fredningsnævnet, at den nederste del af Bækkestien skulle fredes – samt et ændringsforslag om,at “når de planlagte naturgenopretningsprojekter, spildevandsprojekter, stiprojekter mv. er afsluttet rejses en sag om stillingtagen til fredning af den resterende del af Bækkestien”.  

Østbroen støttede naturligvis indstillingen vedr. fredning af Bækkestien.

Fredningsnævnet offentliggjorde i januar 2024 beslutning om at frede den nederste del af Bækkestien: 

Afgørelse om fredning af Bækkestien i Randers Kommune

Bækkestien er fredet og bliver bevaret som naturområde – Randers Kommune

Fredningen af Bækkestien udelukker desværre ikke, at fredningen senere kan ophæves. Dette skyldes, at der helt forudsigeligt vil opstå trafikalt kaos, såfremt Klimabroen og den trafikale blindgyde på Udbyhøjvej realiseres. Dette vil kræve handling – og her vil Bækkestien, fredning eller ej, være udfordret af den traditionelt meget stærke Vejlov, som vi har i Danmark. En fastholdelse af fredningen af Bækkestien vil komme til at stå over for hensynet til almenvellet og ønsket om at løse det trafikale kaos, som Klimabroen vil skabe på Udbyhøjvej.

Dokumentation for at Bækkestien er truet

At Bækkestiens fremtid har været i spil kan ses adskillige steder, af materialer som er lagt frem mellem 2015 og 2019:

  • Punkt 170 på byrådsmødet d. 22. juni 2015: Byrådet orienteres om forundersøgelse af Byen til Vandet. Mulig forlængelse af Klimabroen op igennem Bækkestien fremgår eksplicit af bilag i referatet: I “BYEN TIL VANDET – FORUNDERSØGELSE” (udarbejdet af C. F. MØLLER DANMARK A/S, ORBICON A/S, HABITATS A/S, SMITH INNOVATION APS og SADOLIN & ALBÆK A/S – i samarbejde med Realdania og Randers Kommune) er der på side 69 et kort med tilhørende tekst: “Ved etableringen af Klimabroen skal det særligt undersøges, hvordan tilkoblingen af vejføringen nord for fjorden kan etableres, herunder tilkoblinger til Toldbodgade og Udbyhøjvej samt videre nord herfor – f.eks. ad P. Knudsensvej eller i den grønne kile langs Bækkelundstien.” 

 

  • Punkt 63 på byrådsmødet d. 6. marts 2017:  Byrådet vælger scenarie 4a for Byen til vandet. Mulig forlængelse af Klimabroen op igennem Bækkestien fremgår eksplicit af to forskellige af to forskellige bilag i referatet, hhv. “BYEN TIL VANDET – OPSAMLINGSRAPPORT FOR VALG AF FREMTIDSSCENARIE” og “BYEN TIL VANDET – UNDERSØGELSE AF KONSEKVENSER AF NYE VEJE OG BROER I RANDERS MIDTBY”:

 

 

    • I “BYEN TIL VANDET – UNDERSØGELSE AF KONSEKVENSER AF NYE VEJE OG BROER I RANDERS MIDTBY” (udarbejdet af Rambøll) er der på side 24 et kort med tilhørende tekst: “Der er mulighed for forlængelse nordpå langs Ladegårdsbækken.”. På side 13 står der “Ved valg af scenarier er det også vigtigt at forholde sig til mulighederne for eventuelt at forlænge broerne og deres tilhørende vejanlæg. Ved Klimabroen kan det være muligt på sigt at forlænge vejen fra Udbyhøjvej til Dronningborg Boulevard. En forlængelse vil føre trafik til Hadsundvej uden om Toldbodgade, Fjordgade, Udbyhøjvej og Østervangsvej og dermed give mindre trafik tæt på midtbyen.” Og videre står der på s. 54 – og gentaget på s. 64 – følgende: “Hvis Klimabroen forlænges til Dronningborg Boulevard eller videre til Ringboulevarden vil en stor del af den nord-syd kørende trafik benytte denne vejforbindelse.”

 

  • Punkt 449 på byrådsmødet d. 6. november 2017: Byrådet godkender linje F som grundlag for det videre arbejde mod etableringen af Klimabroen. Mulig forlængelse af Klimabroen op igennem Bækkestien fremgår eksplicit af bilag i referatet: I notatet “Sammenfatning – Linjevalgsundersøgelse” er der på side 8 følgende tekst: “Linjerne F og D fører helt op til Udbyhøjvej, og tilslutningen lige ved Ladegårdsbækken betyder, at der på lang sigt er mulighed for at videreføre linjerne F og D op gennem det grønne område og tilslutte Ringboulevarden. Sådanne eventuelle planer ligger dog mange år ud i fremtiden og vil kræve godkendelser fra forskellige miljømyndigheder.” 

 

  • Punkt 231 på byrådsmødet d. 29. april 2019: Byrådet vedtager under punkt 231 Tillæg 17 til Kommuneplan 2017. På nedenstående billede vises tre forsider, fra forskellige versioner af kommuneplantillægget. Forsiden til venstre er fra bilaget, der findes i referatet for punkt 231 på byrådsmødet d. 29. april 2019. De to øvrige udgaver viser forsiden af andre versioner af tillægget, som er fundet ved online søgning. Linkene til disse rapporter er af ukendte årsager ikke længere aktive, men vi anfører disse links, som rapporterne blev fundet under, som dokumentation for, hvor materialet er fundet. Det bemærkelsesværdige er, at linjeføringen op igennem Bækkestien fremgår af både den midterste og den højre forside – men er udeladt fra den venstre forside. Eksistensen af de forskellige udgaver af dette dokument viser, at en arealreservation til Klimabroen omfattende Bækkestien må have været med i overvejelserne – for hvordan skulle disse forsider ellers være blevet til?

 

    • Link hvor rapport vist i midten blev fundet (desværre ikke længere aktivt): HTTPS://RANDERS.COWIPLAN.DK/MEDIA/1881/KPT_17_-_ENDELIG_VERSION_09052019.PDF
  •  
    • Link hvor rapport vist til højre blev fundet (indholdet findes desværre ikke længere der – bemærk, at der nu ligger indhold fra 3. part, som vi ikke vil anbefale at gå ind på): HTTPS://DOCPLAYER.DK/112463574-TILLAEG-17-TIL-KOMMUNEPLAN-RESERVATION-TIL-KLIMABRO-OG-VEJANLAEG.HTML 
  • Rambøll udarbejdede i maj 2017 et screeningsnotat for Randers Kommune med titlen: BILAG TIL UNDERSØGELSE AF NYE VEJE OG BROER I RANDERS MIDTBY – BYEN TIL VANDET – SCREENING AF KLIMABROLINJER. Følgende tekst vedr. forskellige linjeføringer af Klimabroen står på s. 24 (og gentages på s. 26 og s. 29): “Vejen ender mod nord ud i Udbyhøjvej med mulighed for fremtidig forlængelse gennem Ladegårdsbækken til Dronningborg Boulevard og videre til forlængelse til Ringboulevarden, hvilket på langt sigt sikrer den bedste tilgængelighed til byudviklingsområdet fra nord.” Screeningsnotatet er ikke tilgængeligt online, vi har fået adgang til det via aktindsigt.


  • Rambøll udarbejdede i september 2017 et notat til Randers Kommune med titlen: UNDERSØGELSE AF NYE VEJE OG BROER I RANDERS MIDTBY – BYEN TIL VANDET – BESKRIVELSE AF 3 VEJLINJER A F OG D. Følgende tekst vedr. forskellige linjeføringer af Klimabroen står på s. 36: “Vejen ender ud i Udbyhøjvej med mulighed for fremtidig forlængelse gennem Ladegårdsbækken til Dronningborg Boulevard og videre til forlængelse til Ringboulevarden, hvilket på langt sigt sikrer den bedste tilgængelighed til byudviklingsområdet fra nord.” Notatet er ikke tilgængeligt online, vi har fået adgang til det via aktindsigt.


  • Artikel i Randers Amtsavis d. 25. november 2019: ALLE MULIGHEDER ER I SPIL VED VEJ TIL KLIMABRO: BÆKKESTIEN KAN BLIVE TIL EN VEJ. I denne artikel udtaler sektionsleder hos afdelingen Plan, Byg og Veje ved Randers Kommune, Grethe Helledi Kristensen: “Det er endnu ikke lagt fast, hvordan den firesporede vej skal gå fra den kommende klimabro, når den ender i Udbyhøjvej… Vi har kun besluttet, hvor det første stykke af vejen skal gå. Derefter mangler vi resten af detaljerne.” I artiklen står der endvidere om Grethe Helledi Kristensen at: “Hun bekræfter dog, at en af mulighederne er at lave det naturskønne Bækkestien om til en vej.”

 

Ovenstående materialer viser tydeligt, at Bækkestiens fremtid trues, såfremt Klimabroen realiseres. Videreførelsen op igennem Bækkestien er selvfølgelig kun nævnt som en mulighed, men det faktum at der ikke i disse rapporter eller noget andet sted er anført andre løsninger på den åbenlyse trafikale blindgyde, som Klimabroen vil skabe på Udbyhøjvej, peger på at dette er et meget realistisk scenarie.