Grøn balance

Østbroen ønsker “grøn balance” - det vil sige en pragmatisk tilgang, hvor ønsker om grønne tiltag afbalanceres i forhold til hensyn til øvrige forhold, herunder borgere, der bor tæt på påtænkte grønne anlæg.

Grøn balance skal forstås således, at individuelle grønne tiltag skal evalueres og vurderes ud fra en helhedsbetragtning, der udover grønne ambitioner også inddrager andre væsentlige hensyn som f.eks. forsyningssikkerhed, fødevareforsyning, borgere i nærområdet m.v.

Grøn balance er en specifik målsætning om, at vi i Randers Kommune 

  • Har en balanceret portefølje af tiltag, med skyldigt hensyn til vores lokale ressourcer, kompetencer og borgere i nærområder til nye anlæg 
  • Ikke gør os sårbare ved at lægge alle vores “æg” i den samme grønne bakke

Hver gang noget vælges til, skal der tages hensyn til “opportunity costs” – altså hvilke ting vælges fra, når man vælger det til. Laves der f.eks. vedvarende energi (VE) anlæg på landbrugsjord, skal den forventede grønne VE gevinst holdes op imod reduceret kapacitet til fødevareproduktion.

Projekter skal ikke kun vurderes på deres individuelle kvaliteter, men også på hvordan de passer ind i kommunens portefølje af tiltag.

For Østbroen er det vigtigt at fremtidens energiplanlægning sammentænkes i helheder, synergier og at de optimeres ved at tilpasse løsningerne til lokale forhold og inddrage borgere og virksomheder. 

Udvikling af grøn energi handler om at skabe og udnytte energikilder, der er bæredygtige og miljøvenlige, og som ikke bidrager til klimaforandringer. Grøn energi dækker energikilder som solenergi, vindenergi, vandkraft, biomasse og geotermisk energi, og den spiller en central rolle i at reducere afhængigheden af fossile brændstoffer som kul, olie og naturgas, der udleder CO og andre drivhusgasser.

I Østbroen ser vi positivt på omstillingen af grøn energi og tager endelig stilling til projekterne fra sag til sag og med baggrund i en samlet plan. Nedenstående er nogle af de grønne fremtidige energiformer som kan være i spil.

Udvikling af lokale solcelle- og vindmølleparker

Randers Kommune ligger i forvejen i top 10 af alle kommuner når det gælder vedvarende energianlæg til sol og vind.

Derfor mener vi at vi skal tænke os rigtig godt om ved ny udpegning af områder til solcelleparker og vindmøller på frugtbar landbrugsjord. 

Vi ser hellere udpegninger, fx på mindre brugte landbrugsjorder, eller ved erhvervsområder. Disse anlæg kan give grøn energi til både boliger og virksomheder i kommunen og sikre større selvforsyning lokalt hvor strømmen skal bruges.

Lokal opvarmning gennem fjernvarme og overskudsvarme

Fjernvarmen kan udbygges og optimeres ved at udnytte overskudsvarme fra lokale virksomheder, så energien bliver genbrugt i kommunens opvarmning. Samtidig kan nye bygninger planlægges med lavenergi standard og smart opvarmning for at spare energi.

Vi ser fortsat et varmeværk placere på Pieren i Randers, men forventer også større placeringer af decentrale anlæg 

Biomasse

Biomasse Energi kommer fra organisk materiale som træ, fra eksempelvis energiskove, affald, halm, korn og planter. Biomasse kan brændes direkte til varme eller omdannes til biobrændstoffer og biogas, som kan bruges til transport og elektricitet.

Biomasse er ofte betragtet som CO-neutral, da det organiske materiale optager CO, mens det vokser. Dog afhænger den reelle miljøfordel af produktionsmetoderne og af, hvordan afbrænding og brug af biomasse administreres.

Geotermisk energi

Geotermisk energi udnytter varme fra jordens indre til at producere elektricitet eller direkte opvarme bygninger. Geotermiske kraftværker findes især i områder med vulkansk aktivitet, men lokalt har vi også specielle geotermiske forhold i Fårup. Geotermi kan i princippet bruges overalt ved hjælp af varmepumper.

Geotermisk energi er meget stabil og tilgængelig hele året rundt, men anlægsomkostningerne kan være høje.

PTX (Power to X)

PTX er en forkortelse foPower to X. PTX defineres som processen hvor man omdanner grøn elektricitet til brændstof, som fx brint. Brint kan bruges som brændstof direkte til blandt andet færger, lastbiler og til industrien, men kan også videre konverteres til andre brændstoffer.

Energiopbevaring og batterianlæg

Randers Kommunes virksomheder skal se muligheder i at investere i lokale batterianlæg, som kan lagre overskudsenergi fra sol og vind. Batterierne kan sikre, at kommunen har strøm til rådighed, også når der er mindre produktion fra vedvarende energi, fx om natten eller i vindstille perioder.

Støtte til grønne erhvervsprojekter

Kommunen skal facilitere og samarbejde med lokale virksomheder om at udvikle grønne energiløsninger. Det kan være projekter som brintproduktion, cirkulær økonomi eller energioptimering, der kan skabe lokale arbejdspladser og fremme Randers som en grøn erhvervskommune.

 Energirenovering af bygninger

Kommunens bygninger – som skoler, plejehjem og kulturhuse – kan energirenoveres med bedre isolering og grønne energikilder. Private boligejere kan også få støtte og rådgivning til energirenovering, hvilket vil reducere både energiforbrug og CO-udledning i Randers.

Østbroen har fremsat forslag om et kommunalt solcelleselskab inspireret af hvad der er gjort i Århus.

Lokal transport og elbil-opladning

Randers Kommune skal sikre egne, men også eksterne aktører, at udbygge netværket af el-ladestandere for at understøtte flere elbiler. Kommunen kan også udskifte offentlige køretøjer med elbiler og skabe bedre cykelinfrastruktur, så flere vælger miljøvenlige transportformer.

Borgermøder og lokalt ejerskab

For at få bred opbakning til energiplanlægningen kan Randers Kommune holde borgermøder og give borgerne og virksomheder mulighed for at investere i lokale energiprojekter. Dette skaber lokalt ejerskab og større engagement i den grønne omstilling.