Jeg er 69 år, født i Kolding og har boet i Dronningborg 1992 til 2012, hvorefter vi flyttede til Over Hornbæk. Jeg er gift med Susanne, og vi er begge folkepensionister nu.

Jeg er uddannet skovtekniker fra Skovskolen i Nødebo, og har indtil 2010 arbejdet med skovdrift og pleje af grønne områder. Fra 1992 til 2010 var jeg ansat ved Parkafdelingen/Driftsafdelingen i Randers Kommune som driftsleder. Herefter har jeg arbejdet i Ungecentret, Randers Kommune, som mentor for sårbare unge og familier. Herudover har Susanne og jeg arbejdet som aflastningsfamilie i knap 10 år

Jeg er udpræget naturmenneske, og jeg bruger gerne tid på lystfiskeri og cykelture. Jeg er også en del af frivilligværket i Randers og kører som cykelpilot med ældre fra plejehjemmene i mit nærområde.

Jeg har været medlem af Østbroen siden byrådsvalget 2021 og fulgt med i de politiske bevægelser i Randers. Jeg er således blevet forundret over, hvordan nuværende byrådsflertal træffer store og vidtrækkende beslutninger på borgernes vegne, uden reelt at lytte og interessere sig for og inddrage andre partier og deres holdninger heri. For mig er det god latin, at søge efter bedste løsning til bedste pris til gavn for borgerne.

Nu har vi, som borgere i Randers Kommune, været vidner til et vedtaget budget 2025-2028, hvor Klimabroen prioriteres højere, frem for velfærd for borgerne. I budgetforliget må kommunens svageste borgere med særlige støttebehov stå for skud og tage mod besparelser. Det er politik og respekt for det, jeg er blot ikke enig i den prioritering og politiske holdning.

Jeg har derfor besluttet, og fået accept til, at opstille som byrådskandidat for Østbroen til kommunalvalget i november 2025 i et stærkt håb om, at kunne være med til at påvirke og omstøde de beslutninger, der vil ændre de urimelige fremtidige forhold børn, Unge og ældre skal se sig ind i. I Østbroen er sund fornuft et af hovedingredienserne i det politiske virke. Jeg har gennem mit arbejde i Ungecentret og via mit job som aflastningsfamilie oplevet og arbejdet med unge, der ikke passer ind i det almindelige skolesystem, og som har et stort behov for ekstra støtte og specialundervisning i sin skolegang.

Disse unge har på lige fod med andre unge drømme om en god uddannelse og et godt voksenliv, hvor de forsørger sig selv og kan være stolte af deres bedrifter. Og de ved godt, de har behov for hjælp til undervisningen, og for dem er det vigtigt, at der stilles et læringsmiljø med velfungerende specialskoler til rådighed, som kan imødekomme og rumme eleverne.

Vi har specialskoler i Randers kommune. De ligger lidt spredt og mange elever har behov for hjælp til at komme i skole. Udover besparelserne på specialskolerne skal der også spares på transportomkostningerne for de elever der er visiteret til specialskolerne. Disse besparelser er efter min mening uetiske og står for en politisk dårlig stil.

Mit kandidatur kan i bedste fald udløse en positiv forskel, men vigtigst er, at arbejde på at ændre magtfordelingen i byrådet, og at vi får valgt politikere ind i byrådet, som vil prioritere menneskers trivsel frem for beton. Mit politiske fokus vil ligge på, at være ambassadør for specialskoleområdet, samt arbejde på at sikre et fremtidigt, alsidigt og velfungerende foreningsliv for kommunens sårbare borgere for at fremme et sundt socialt liv og modvirke ensomhed. Jeg interesserer mig endvidere meget for klimaområdet, med sikring af bebyggelser og for skovrejsningsprojekter j.vf. Randers Kommunes klimaplan.