PRESSEMEDDELELSE
Vi er i Østbroen utrolig glade og beæret for at kapaciteter som Bo Ratz (tidligere konservativ) og Anker Boje (tidligere Socialdemokratiet) har valgt fremadrettet at repræsentere Østbroen i den resterende Byrådsperiode, og at begge opstiller som kommende kandidater for borgerlisten Østbroen til Kommunalvalget 2025.
Vi er enormt glade og stolte af, at de kan se sig selv i Østbroens politik, og den måde vi lokalpolitisk arbejder pragmatisk med sund fornuft fra sag til sag. Her kan vi f.eks. fremhæve Østbroens holdning til, at der skal være styr på økonomien, uden det går ud over kerneydelserne til borgerne – hvilket klart afspejles i vores fremlagte budgetforslag.
Vi har gennem hele Østbroens levetid haft gode relationer til Bo og Anker, og de gode relationer har bevirket, at vi har let ved at samarbejde, debattere politiske holdninger, retninger osv. til gavn for borgerne i Randers Kommune. Drøftelserne har derfor været lette, når det har drejet sig om, at forankre vores fremtidige samarbejde i den lokalpolitiske borgerliste Østbroen.
Med ankomsten af Bo Ratz og Anker Boje viser netop Østbroens styrke, som er forankret i det lokale. Med brede politiske rammer til lokale holdninger baseret på sund fornuft i beslutningerne, på tværs af områder og ikke mindst parti skel, og hvor vi ikke har en landspolitisk ideologi at forholde os til, eller en partidisciplin, hvor folk tvinges til at stemme imod deres overbevisning. Derfor vokser antallet af vores medlemmer og støtter, og nu altså også byrådsgruppen.
Vi startede 2 byrådsmedlemmer i Østbroen, nu er vi 5, og ambitionerne er flere, ikke mindst når vi kigger ind i Kommunalvalget 2025.
Randers har brug for et nyt politisk flertal, der ikke lukker sig om sig selv, og en ny retning, hvor borgerne prioriteres mere, og der er ansvarlighed omkring økonomien. Derfor har borgerne i Randers Kommune et klart valg i en styrket og stærk lokal borgerliste som Østbroen – en ny politisk alliance.
Vi henviser til også til vedhæftede personlige udtalelser fra Bo Ratz og Anker Boje og deres begrundelser for deres partiskifte.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Formand for
Østbroen/Byrådsmedlem
Erik Bo Andersen – 202029070
Bo Ratz – Byrådsmedlem Østbroen – 28321545
Anker Boje, Byrådsmedlem Østbroen – 27202982
KOMMENTAR FRA BO RATZ
Der er et budget og en bro til forskel!
Jeg vil gerne med denne skrivelse annoncere, at jeg fra dags dato repræsenterer lokallisten Østbroen i Randers byråd, og at jeg stiller op for samme liste til kommunalvalget KV25.
Jeg er meget glad for den modtagelse, som jeg har fået af Østbroens byrådsmedlemmer og af deres mange engagerede medlemmer! Jeg glæder mig til at være et sted, hvor der er et kammeratligt arbejdsmiljø og en fælles kampånd, hvor man kæmper for en fælles sag!
Der er rigtig mange gode grunde til, at jeg fremover skal repræsentere Østbroen. Lad mig blot nævne et par stykker: Klimabroen, hvordan Flodbyen skal se ud, hvor lystbådehavnen skal ligge, Ringboulevardens forlængelse… Og jeg har sådan set været enig med meget af Østbroens politik i lang tid, ja faktisk går det helt tilbage til sidste kommunalvalg, hvor jeg gik til valg på afgørende lokalpolitiske temaer, der var de samme som Østbroens.
For at starte med det vigtigste emne, og det kommer formentlig ikke som den store overraskelse for de personer, der har fulgt mig i sidste valgkamp, på de sociale medier og i diverse trykte medier, så er jeg ikke tilhænger af Klimabroen! Jeg gik til valg i KV21 for De Konservative på netop en modstand mod etableringen af Klimabroen, og jeg så en Østbro som den bedste mulighed for at løse infrastrukturproblemerne i Randers, fordi jeg mente, at den ledte bilerne udenom byen, i stedet for at flytte problemerne til Udbyhøjvej i Dronningborg.
Klimabroen blev et varmt konservativt emne i sidste valgkamp! Kandidaterne og bestyrelsen for vælgerforeningen var splittet i spørgsmålet. Interessant var det, at et mindre flertal faktisk var imod Klimabroen.
For at gøre en lang historie kortere, for den er genfortalt mange gange, så sluttede sidste valgkamp med, at der blev lavet en konstituering på valgnatten inden alle stemmerne var talt op, og altså inden valgresultatet var kendt, og uden at de konservative kandidater til byrådet vidste, at det skete!
Det viste sig, da stemmerne var talt op, at de fire konservative kandidater, der blev valgt til byrådet, var delt 50-50 i spørgsmålet om Klimabroen. På den ene side Klimabroens tilhængere Daniel Madié og Bo Vestergaard, og på den anden side Christina Kjærsgaard og Bo Ratz.
Sidstnævnte nyvalgte byrådsmedlemmer blev efterfølgende tvunget til at underskrive den konstitueringsaftale, som spidskandidaten for Konservative havde forhandlet hjem på valgnatten, hvori der stod, at vi ikke i den kommende byrådsperiode måtte stemme imod opførelsen af Klimabroen! Noget af en melding at blive præsenteret for, når man nu i måneder havde sagt det modsatte til sine vælgere?
Christina Kjærsgaard tog som bekendt konsekvensen af ovenstående forløb, og meldte sig ud af Konservative og ind i Østbroen allerede i januar 22, før det første møde i byrådet havde fundet sted. Jeg selv blev for at se tiden an.
Jeg har således været bundet af den konstitueringsaftale i hele byrådsperioden indtil nu. Det ønsker jeg ikke længere at være! I dag kan jeg se, at diskussionen om Klimabroen på ingen måde er blevet mindre aktuel, og at den fortsat er yderst relevant, i det flere og flere borgere får øjnene op for, hvad etableringen af Klimabroen kommer til at betyde for byen og dens borgere!
På den baggrund er det tydeligt for mig, at Klimabroen igen bliver et varmt emne i den kommende valgkamp, og denne gang ønsker jeg at kæmpe sagen 100 procent og i enighed… sammen med Østbroens medlemmer. For den kamp er ikke tabt!
Nu er mit fulde fokus på at kæmpe kampen på samme hold som Østbroens byrådsmedlemmer!
I det nyligt vedtagne budget, blev borgerne i Randers præsenteret for et meget sort budget, hvor skatten blev sat op, og hvor der skulle spares på rigtig mange af velfærdens vigtigste områder… I virkeligheden havde borgerne i Randers ikke behøvet at skulle acceptere de mange besparelser! For hvis man i stedet havde valgt Østbroens budgetforslag, hvor etableringen af Klimabroen og P-huset på Brotoften og udskydelse af opsparingen til Ringboulevardens forlængelse, var dele af løsningen på de økonomiske kvaler kommunen er i, så havde man haft en økonomi, hvor man ikke havde været nødt til at gennemføre så drastiske besparelser!
Sagt med andre ord… så ville Randers Kommunes økonomi være solid, hvis man aflyste Klimabroen og i stedet satsede på den borgernære velfærd!
Mit valgslogan ved sidste valg var: Din stemme i Byrådet! Og det er ikke bare en politisk floskel – det er faktisk noget jeg mener!
Jeg har fra starten af min byrådskarriere haft den holdning, at jeg er kommet i byrådet for at repræsentere borgerne i Randers, og det har været mit mål at gennemføre gode forslag til gavn for borgerne i Randers! Og det er det arbejde, som jeg glæder mig til at fortsætte i Østbroen, som netop er en lokalliste med det klare formål, at beslutte og gennemføre gode forslag til gavn for borgerne i Randers!
Nu er det december, og så er der et år til næste kommunalvalg! Det år skal bruges på at få Østbroens meninger og holdninger ud til hele Randers, og det er jeg sikker på at Østbroens medlemmer og tilhængere og nu fem byrådsmedlemmer er 100 procent klar til at levere! Jeg glæder mig i den grad til at være med på det hold, der sikrer at Østbroen opnår et godt valg, hvor vi går markant frem!
Med et stærkt mandat til Østbroen ved næste valg, kan du være med til at sikre, at Randers bevæger sig i den rigtige retning, hvor velfærd går forud for P-huse, badesø og forfejlede broer, og hvor du kan være sikker på, at der bliver arbejdet med hjertet for at opnå de bedste resultater for borgerne i Randers!
Med venlig hilsen
Bo Ratz
Nyt Byrådsmedlem i Østbroen
KOMMENTAR FRA ANKER BOJE
Jeg skifter fra at være løsgænger i Randers Byråd til Borgerlisten Østbroen samme sted – og fra næste byrådsmøde den 16. december 2024 repræsenterer jeg således Borgerlisten Østbroen.
Jeg skifter samtidig med Bo Ratz fra Det Konservative Folkeparti. Det bliver et uhyre stærkt mandskab på denne liste, der fremover og op til næste byrådsvalg tirsdag den 18. november 2025 vil give sine meninger og holdninger til kende.
Det er et stærkt hold af mennesker, der sætter ordentlighed i højsædet. Både hvad man siger og gør skal være præget af ordentlighed og gennemsigtighed, og vi skal repræsentere borgerne bredt og på bedste måde. Alle på denne liste er indstillet på at samarbejde om kommunens udfordringer, der ikke bare er èn eller flere broer, men sandelig også meget andet infrastruktur – og mennesker, unge såvel som ældre, som er afhængig af gode økonomiske forhold -ja, problemerne står i kø for at blive løst, så der er nok at tage fat på. Det er ikke nok at spørge nye borgere, om de er på overførselsindkomster – det problem skal ikke løses lokalt, men nationalt gennem udligningsreform – og ikke hvem hver kommune ønsker at have boende. De fire største byer lever næsten af vældig store tilskud til de tusinder af unge mennesker, der studerer på vore universiteter, men tilskud til vore borgere på overførselsindkomster er helt uden for skiven, og det er her vi via lobbyarbejde og samarbejde med andre kommuner og gennem vore lokale repræsentanter på Christiansborg skal være med til at gøre en forskel. Vi skal have de økonomiske byrder fordelt anderledes.
Det bliver uhyre spændende.
Vi kan og vil alle samarbejde om det bedste for borgerne og kommunen, og det første, som vi i fællesskab skal have udforsket og udfordret, er økonomien i Randers Kommune. Den har vist aldrig været dårligere, og samtidig er der alt for mange hængepartier med bro (er), veje, og specialområder – samtidig med, at det netop indgåede budgetforlig slet ikke løser kommunens kommende udgifter. Der mangler at findes rigtig mange millioner og ikke kun bøjede 5-ører, som vores borgmester vel stadig leder efter. Vi skal have byen til vandet, men det må gerne udfordres – også på det økonomiske – og tidsmæssige område. Har vi noget, der haster? Sker der noget ved, at vi springer nogle år over, hvor vi bruger pengene på mennesker i stedet for på mursten, som vi egentlig ikke rigtig ved, at det er godt nok – eller om det kan gøres på en anden måde.
Men der bliver heller ikke gjort nok for vores erhvervsliv, der i den grad manglede en beslutning om det 3. spor på motorvejen mellem Randers og Århus. Og al den snak om ringvej og andre veje, hvor der alligevel ikke rigtigt sker noget – og hvorfor – ja, det er her, skoen trykker. Har vi brugt alle vore penge på alt muligt andet unødvendigt. Hvor blev de over 80 millioner af årligt, som borgmesteren i 2020 stod frem på TV2 Østjylland med et smil og sagde, at Randers Kommune var meget tilfreds med de ændringer, der blev vedtaget i 2020 omkring udligningsreformen, som vores borgmester selv var formand for – bedre balance!. Nå, det må man så konstatere allerede 4 år efter, at det slet ikke var nok – og slet ikke for Randers. Og hvor mon de 320 millioner er blevet af – puha, de bliver lige så svære at finde, som de bøjede 5-ører.
Jeg er blevet modtaget med åbne arme, og jeg har en rigtig god mavefornemmelse af, at de i Borgerlisten Østbroen accepterer de forskellige personers politiske holdninger og steder, hvor vi kommer fra. Jeg glæder mig helt vildt til igen at kunne diskutere og få lydhør for mine forslag, hvoraf nogle gerne skulle kunne udmøntes til glæde for borgerne i hele Randers Kommune, by såvel som på landet.
Randers Kommune er på spanden, kan man vist roligt sige, og det er jeg, lige som andre i Borgerlisten Østbroen meget optaget af. Det skal vi have gjort noget ved. Kan det blive bedre? Ja, det kan i hvert fald næsten ikke blive værre. Aldrig har økonomien været værre, og aldrig er så mange projekter sat på stand by.
Jeg vil opfordre alle borgere til sætte sig ind i den politiske situation i Randers Kommune.
En stemme på Borgerlisten Østbroen til næste valg vil blive brugt til at forvalte borgernes penge på en helt anden måde, end vi har set hidtil.
Som sagt kan det ikke blive værre, så stem trygt på mig, Anker Boje, der vil være med til at få jer sikkert i havn.
Med venlig hilsen
Anker Boje
Nyt Byrådsmedlem i Østbroen